Annonce – sponsoreret indhold.

Tegn på medafhængighed er for eksempel, at dit humør, din dag og dine valg styres af en andens misbrug, og at du bruger mere energi på at holde styr på den anden end på dit eget liv. Hvis du ofte føler dig ansvarlig for en partners, forælders eller vens adfærd, dækker over den og sjældent mærker efter, hvad du selv har brug for, er der god grund til at kigge nærmere på det. Det betyder ikke, at der er noget galt med dig. Det er et indlært mønster, og det kan ændres.

Hvilke tegn på medafhængighed er de tydeligste?

De fleste forbinder misbrug med den, der drikker, tager stoffer eller spiller. Men misbrug påvirker også de nærmeste, og ofte i en grad, man først opdager meget senere. Medafhængighed betyder helt kort, at din egen trivsel, dit humør og dine handlinger bliver styret af den anden persons adfærd. Det sker gradvist, og de færreste kan sige, hvornår det begyndte.

Tegnene viser sig sjældent som ét enkelt, dramatisk øjeblik. Det er oftere en samling af små vaner, som tilsammen fylder meget:

• Overansvarlighed: Du tager ansvar for den andens følelser, økonomi, valg og aftaler.
• At dække over adfærd: Du finder på undskyldninger over for familie, arbejde og venner, rydder op bagefter og holder facaden pæn.
• Konstant alarmberedskab: Du aflæser stemninger, lytter efter lyde i hallen og forsøger at forudse, hvordan aftenen bliver.
• Egne behov i baggrunden: Dine ønsker og grænser kommer sidst, hvis de overhovedet er med.
• Følelsesmæssige op- og nedture: Du svinger mellem håb, skyldfølelse, skam, vrede og angst, alt efter hvordan den anden har det.

Genkender du flere af punkterne, betyder det ikke, at du er “for meget” eller “for svag”. Det betyder, at du har tilpasset dig en belastende situation.

Hvordan opstår medafhængighed ud fra omsorg og god vilje?

Medafhængighed starter næsten altid med noget godt: kærlighed, loyalitet og et ønske om at hjælpe eller beskytte. Du rækker ud, fordi du ikke kan holde ud at se et menneske, du holder af, have det dårligt. I begyndelsen virker det også. Du dækker over en sygemelding, betaler en regning, tager en svær samtale for den anden, og der bliver lidt ro.

Problemet er, at roen er midlertidig, og at du bliver en fast del af systemet. Jo mere du kompenserer, desto mindre mærker den anden konsekvenserne, og desto mere afhænger din egen ro af, at du fortsætter. Efterhånden handler dine handlinger ikke længere om omsorg, men om at undgå uro.

Derfor er medafhængighed ikke et bevidst valg, men en overlevelsesstrategi. Den opstår, fordi du elsker og bekymrer dig om et andet menneske, ofte i et miljø, hvor det føltes nødvendigt at passe på. Mange har lært mønstret allerede som barn i en familie med misbrug, men det kan også opstå i voksenlivet, hvis man møder en partner eller ven med misbrug.

Hvordan ser overansvarlighed og tilsidesatte behov ud i hverdagen?

Det kan være svært at genkende mønstret i abstrakte vendinger, så her er nogle situationer, der går igen:

• Du ringer og melder den anden syg på arbejdet, eller du formulerer beskeden for vedkommende.
• Du tjekker telefonen, kontoen eller flasker i skabet “for en sikkerheds skyld”.
• Du aflyser planer med venner, fordi du ikke ved, hvordan stemningen er derhjemme.
• Du siger ja, selv når du mener nej, for at undgå en konflikt.
• Du holder igen med at fortælle om din egen dårlige dag, fordi “den anden har det værre”.
• Du lover dig selv, at i dag siger du noget, men ender med at tie.

Når dine egne behov forsvinder

Et af de mest udtalte tegn er, at du ikke længere ved, hvad du selv har lyst til. Spørger nogen, hvad du har brug for, kan du kun svare, hvad der ville gøre det lettere for den anden. Søvn, måltider, hobbyer og venskaber bliver det, der tilpasses, når der er tid til overs. Over tid fører det ofte til udmattelse eller stress, fordi du bærer en byrde, der aldrig bliver lettere alene.

Hvorfor er det så svært at se medafhængighed hos sig selv?

Det er svært, fordi mønstret ligner noget positivt. Du bliver rost for at være pålidelig, stærk og omsorgsfuld, og du ser dig selv sådan. Hvem vil stille spørgsmålstegn ved at være en god partner, datter eller ven?

Der er flere grunde til, at blindfeltet er så stort:

1. Det sker gradvist. Hver lille tilpasning virker rimelig, men samlet set er du flyttet langt fra dig selv.
2. Skam og loyalitet. Du vil ikke svigte den anden eller udstille vedkommende, så du taler ikke om det og får aldrig et udefra-perspektiv.
3. Fokus udad. Når al opmærksomhed går til at holde situationen i ro, er der ikke plads til at mærke dig selv.
4. Håbet om forandring. Du tror, at “det nok går over”, hvis du bare gør det rigtige, og så bliver det rigtige aldrig nok.

Et enkelt spørgsmål kan hjælpe: Hvis den anden ikke havde brug for mig i morgen, hvad ville jeg så bruge min tid og energi på? Hvis du ikke kan svare, eller svaret gør dig urolig, er det en værdifuld pejling.

Hvilke første skridt kan hjælpe dig med at genfinde grænser og selvomsorg?

Du behøver ikke gøre alt på én gang. Målet er ikke at stoppe med at holde af den anden, men at flytte noget af fokus tilbage til dig selv. Disse skridt er et godt sted at starte:

1. Læg mærke til, hvad der er dit ansvar

Skriv en lille liste over, hvad du i øjeblikket gør for den anden, som vedkommende selv kunne gøre. Det kan være at ringe, betale, undskylde eller rydde op. Du behøver ikke ændre noget endnu. Allerede det at se det på papir giver afstand.

2. Øv dig i én lille grænse ad gangen

Start med noget overskueligt, for eksempel: “Jeg melder dig ikke syg i dag.” Brug korte, rolige sætninger uden lange forklaringer. Forvent modstand eller dårlig stemning i begyndelsen. Det er et tegn på, at spillereglerne ændrer sig, ikke på at du gør noget forkert.

3. Genetablér små rutiner for dig selv

Faste måltider, søvn, en gåtur eller en aftale med en ven er ikke luksus. De er byggesten, der hjælper dig med at mærke, hvad du har brug for, igen.

4. Find nogen at tale med

Isolation holder mønstret i live. Det kan være en pålidelig ven, din læge, en selvhjælpsgruppe som Al-Anon for pårørende til mennesker med alkoholproblemer eller en professionel samtalepartner. Det vigtige er, at du ikke skal bære det alene.

5. Vær opmærksom på sikkerhed

Hvis du oplever vold eller trusler, er grænsesætning alene ikke nok. Kontakt politiet på 114, og ring 112 ved akut fare. Tal også gerne med din læge om, hvordan du bliver beskyttet.

Er medafhængighed en permanent tilstand, og hvornår bør du søge hjælp?

Nej, medafhængighed er ikke en fast egenskab ved dig. Det er et mønster, du har lært, og det, der er lært, kan aflæres. Det sker sjældent over natten, og der kommer tilbagefald, hvor du igen overtager ansvar, du ikke burde. Det hører med til processen. Med tiden bliver du bedre til at mærke, hvornår du overskrider dig selv, og til at vælge anderledes.

Du bør overveje professionel støtte, hvis du kan genkende dig selv i flere af tegnene ovenfor, især hvis du:

• er udmattet, angst eller stresset uden at kunne se en udvej,
• har mistet kontakten til venner, familie eller dine egne interesser,
• gentagne gange har forsøgt at ændre situationen uden at det lykkes,
• føler skam eller skyld, du ikke kan tale med andre om.

En samtale med en, der kender dynamikkerne, hjælper dig med at få øje på mønstrene og finde redskaber til gradvist at flytte fokus tilbage til dit eget liv og dine egne grænser. Hos paarorendestotte i Rødovre kan du få en tryg og uforpligtende forsamtale, hvor du kan fortælle din historie i dit eget tempo. Du kan skrive til paarorende.stotte.linda@gmail.com eller ringe på 71 32 96 52. Der svares inden for 24 timer.

Er du i tvivl om, hvad en første samtale indebærer, kan du læse Hvad sker der egentlig til din første psykologsamtale. Det kan tage noget af nervøsiteten, så første skridt føles mindre.

Du har sandsynligvis båret meget i lang tid, men du behøver ikke gøre det alene. At begynde at tænke på dig selv er ikke egoistisk. Det er ofte det første skridt mod et liv, hvor både du og dine relationer får bedre plads til at trives.